Det er en ny nat
jeg slukker al lyset og prøver at finde igennem lejligheden
det er en vane, som om jeg skulle gennem en skov, for sjov
silkegulvet skinner lidt
Jeg går den anden vej når jeg ser et landkort
jeg ved du er der i et knudret punkt med masser af sejlruter til
mine tanker vil smadre min hjerterytme hvis jeg hviler mit blik der et sekund
vandringerne den anden vej har gjort gulvet silkeglat, det skinner lidt
i nat vil være en ny nat, måske finder du mig ikke der i min dyneørken
Klistrede nåle fylder mine øjne
jeg vil sove, jeg har spist en hel brownie
som nu suser for mine ører
jeg tænker på dig når jeg laver min kaffe for tynd
jeg kan godt lide tynd kaffe men vil ikke tænke på dig
jeg laver basale rygøvelser men de ligner bønner
jeg ligger der på knæ, og
mine øjne kommer til at stikke
Jeg tør ikke åbne dit lands bøger
tænk hvis jeg finder dig derinde
så ville du drukne der på siden
jeg vågner ved ikke at kunne nå dig i drømme
du sidder ved et bord med andre eller er lige gået til terminalen i lufthavnen
og jeg er for langt væk eller har ingen stemme
Jeg kigger ud og ser kun marken vågne.
Jeg havde glemt mit eget digt
om kælderen, om tiden og nydelsens, lidelsens støn
det forudså så fint hvordan det blev
hvordan det blev så fint
Jeg er slidt som havet og
trægulvene her er blevet til silke
Det at blive vred
Jeg har købt adskillige dyner
så kan jeg blive væk når jeg sover
du finder mig der alligevel
inde i drømmen
jeg sveder. Må købe flere dyner i morgen.
Jeg lægger anis i din lomme
du har en begrundelse for din kærlighed
hun har ingen ord men tunge skuldre
jeg tror hun, hvis du giver slip, forvandles til dens skabning
kærlighedens
Nætterne har ingen navne
du stjæler et kys fra nuet og fra gaden
som var din mund en kælder
jeg lå over dig som et timeglas i sengen
du stønnede da sandet rislede gennem min talje
nuet skvulpede til os og vi blev selv til bølger
Du har nu altid duftet af poesi
for du ved at stjerner rigtigt er punktummer
oprindeligt var de mødre som døde fra os
din hånd spørger mig om dagen har været hård
mit svar bliver matgrønt som kappen jeg gemmer mig i
jeg tænker på din duft og alt det du deler med alle andre
ingen af dem er mig, og nu er jordskælvspigerne der også
jeg så dine øjne flyde i går, de flød ikke over, men de flød
og så ved jeg ikke hvad som egentligt er sandt
når punktummerne står og siger at jeg ikke skal tage fejl
Jeg ser dig i et hjørne af tilværelsen
du ved, det værelse som støder op til andre liv
jeg raser på dig når du griber om mit håndled
alt det mørke mellem dine tænder
det ønsker jeg mig men jeg raser
og du sidder bare der
i hjørnetilværelsen
med dine smukke smukke læber
Vi er vindens kreationer
men du slår ikke vinden følge
Huden omkring øjnene bliver et månelandskab når du smiler
så ved jeg at jeg
både er
helt nede på jorden, og
på dybt vand
dine øjne er skåret i træ, det kommer altid bag på mig
så står jeg helt stille
for ikke at gå i stykker
planeterne buldrer i det fjerne
bølgerne skvulper til mig
ting strander og dør på mine ribben
månen lyser og du går den anden vej ud af lokalet
stjernerne får mig ned på jorden om lidt
Du hælder vin i et glas, det stænker på mit øjenlåg
der er seks borde imellem os så du gør dig umage
stænkene er punktummer du ikke kan give mig med ord
jeg kigger ned ved deres tyngde, blinker dem ned i vipperne
Træet græder ikke, når dråber forlader dets blade
det er dråberne som ryster og bævrer
Min hud er bark, dine punktummer svajer i vinden
Mine øjne er blade, som smadrer dine tårer ved at give slip, punktum
Det er først når du er væk jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af dig
Jeg lægger dig ind i min hud, selv lyset græder nogle gange
der vokser drageskaller ud
det er vildtvoksende hår, mursten jeg kaster efter folk, rygge, flammer, blikke der hører hjemme i en ørken.
han kommer og knækker dem af, jeg ånder tungt
han kysser mig hårdt, siger dæmpet “jeg ved det godt”
men dine øjne er granatæbler, lille dreng, og de kan ikke klare at du ikke bliver mand af at jeg er vred.
Du hælder rødvin i mit glas
stænk på min øreflip, min næsefløj
Der ligger et granatæble i lommen på mig
dets anatomi er min vrede
Blod flyder ud af dine bukser
mens du står og påstår jeg er levende
og du dypper din kedelige finger i vinen
bagefter stikker du den i min røv
Når jeg siger jeg er død
lukker dine hænder sig om mit ansigt
der er et eller andet der, du ikke kan udstå
Jeg kalder dig ved dit rigtige navn og går
Lyset snitter sår i dig
sår er steder hvor lys kommer ind i os
verden knitrer, fråder
når mit køn er det
du reducerer mine ord til
Vi tæller sår, jeg slukker min smøg i et af dem
nu er det kun dig der tæller
du tør ikke lade være
jeg er alt Andet
jeg er alle Andre
steder
ønsk dig de sår du vil
de er udslukt
fordi du altid vil blive hvor du er
dit blik kvæler mig når det vender sig væk
min mund famler efter dine øjne
min mund fylder luften med ilt
der får mit blod til at koagulere
frem fra min hud
i underlige skulpturer
som jeg håber du vil se på
eller knække af eller etwas
mens det bare flyder
flyder
flyder
og ingenting er, jeg ingenting er
jeg er bare blod der flyder
uigenkendelig for mig selv
alle steder (undtagen i stilheden når jeg heller intet er men heller ikke bløder)
især ved de ordskulpturer
ilten danner
når min mund er åben
og du bare er en nar der kigger væk
fra ingenting
Jeg ser dig igennem et blåt glas
jeg klæder min hals i mine skuldre
bliver ved med at drikke
undrer mig over din stumpe trøje
at det er manden der gør mig til kvinde, ikke at du gjorde det
lader som om jeg drikker men lader blot læberne skvulpe til vandet
bander over at jeg nok kommer til at drømme et eller andet
blåt og røvsygt i nat,
skriver dette ned med den frie hånd mens jeg drikker ud, vandet er blevet elastisk af spyt.
Går. Du kaster glas efter min ryg for at få mig til at sige et eller andet fint og blødt, de afgiver blå farve og skubber mig nænsomt ud af døren.
Det jeg egentlig ville sige er at jeg er ret ligeglad med dig. Aldrig helt så enkelt, er det?
Dine hænder knitrede af sult, da du lagde mine imellem dem
dit kys ville have smagt af måneskin og tusindbensblod
(det var dog en latterlig sætning)
men vejret var for eftertænksomt og
træerne drømte ikke om mig på samme tid
som jeg om dem
men vejret er vejret. dog tror jeg at det med træerne vil ske
så er der en der har taget fejl
jeg gjorde min stemme blød forleden, så du kunne lægge mærke til mig
jeg turde ikke sige hej og jeg mangler stadig at skrive et digt med det ord jeg hørte i radioen sidste sommer, for fanden disse fragmenter
Du er en cypreskirke på havets bund
stenene derfra er blevet til vandmænd
flyder op
jeg rører dem med min storetå
de er prismer i overfladen
der er regnbuer på mine kinder når jeg spejler mig
Der hang ærlighed i dit latterlige skæg. Jeg nød at drikke af lykkelige flasker med dig.
Al den uro. Jeg lavede mig til et peberbjerg, ved du overhovedet at det var mig som lå der på bordet? Du havde lidt travlt med en ørken af skønhedspletter.
Jeg har lyst til at se dig under fire træer. Jeg kan flere ord du tror er for sjov, ved du.
