uden titel

jeg er bundfald skyllet op
på vanviddets kyst
dunkel og dum
de kaldte mig
Dyst

jeg var en omvandrende idiot
før jeg blev den rådne strandvasker
engang var jeg et manisk lille barn
af den slags der altid render rundt og plasker
i den nærmeste vandpyt

jeg var den forvirrede pilgrim
der altid søgte
efter det smukke i en verden
der kun kan blive grimmere

jeg var krigeren i konstant kamp mod klichéer
bristede hjerter og grønne feer
panisk puls og gyldne skeer
der gravede i krop og sjæl efter mere
efter flere ting at ødelægge
efter en vilje at knække
som tørre kviste i marts
som vindblæste knogler
grankogler og gruset under mine fødder
der altid fortsatte
i bitter kapgang
mod det uundgåelige

jeg var stor fan af det uopnåelige
det at være lykkelig, tosomhed, håb i en sofa
at elske og være elsket
at spise fra samme gryde
at sidde hånd i hånd
og mærke alting boble og syde
at mærke alt mellem himmel og jord koge over
af den reneste hurra

det er der jeg kommer fra
og jeg smadrede det hele for at nå hertil
tre gange gik jeg på vandet
tre gange druknet, tre gange forbandet
og nu skyllet op
en rådden sjæl i en rådden krop
fordømt og udødelig
en slave af skønheden korsfæstet med blyanter
jeg kan bløde et par vers om det jeg ser
og ikke så meget mere

og her ved vejens ende
her drømmer jeg om at rejse
om slet ikke at have brug for veje
at svæve i glemslen som visne blade
den slags der danser vilkårligt over skovstier
mens vinden i træerne siger
ikke noget

her drømmer jeg om stilheden
at hvile i et evigt øjeblik
af vidunderlig uvidenhed

her vil jeg kaste mine byrder
min sorg, min skyld, og min skam

her er mine ar
det eneste jeg har
og snart er de blot streger
pile der peger

på et navn

at slæbe støvler over støv
at tænke
at vente
at bløde på bænke

sol og støv

vissen sjæl dækket
af vissent løv

frisk falden fra fornuft
friskt kød
i den friske luft

jeg falder ud af en fremtid
og lander pludseligt og hårdt
på de knuste drømmes boulevard
jeg har det ikke særlig rart
mit hjerte er et techno-monster
der er gået amok i non-stop dommedagsrytmer
og mine lunger har svært ved at følge med
de vil så gerne af sted
et andet sted

en anden verden
et tilflugtssted
min egen lille celle med lyset slukket
og du kan ikke følge med

her har Knokkelmanden bygget
en solid grænsemur
den sikrer mig mod vanviddets konstante flodbølger
her er der fred
her er der glemsel
her er der søvn

jeg er så træt
især af den slags mareridt
der ikke kender forskel
på dag og nat
og her og der
og alt det andet

der er noget råddent i vandet
jeg drikker det hele
hver bitter tår fortjent
skvulpende straf, skyllende skyld
dråber direkte
fra den betændte byld
den kræftknude der bed sig fast imellem os
og som jeg lod vokse
en boble pludselig bristet
et plaskende chok

men nu er det nok

nu stopper vi legen
nu går jeg over stregen
nu tager jeg nornernes forbandede tråd

og gør den til min egen

det man siger, er man selv

og det er alt sammen blevet sagt før

jeg er et rigtigt menneske, jeg har tænder
mine knæ fungerer, jeg løber og spiser
jeg eksisterer

nogle gange finder jeg mig selv
jeg kan godt lide at blive væk
jeg gemmer mig åbenlyst
over det hele
lige hér
står jeg og lytter

det jeg hører dig sige
er de ord der gemmer sig lige bagved øjnene
det sagde hun også i går
det siger hun hele tiden
hun mumler mellem linjerne
det er en spændende historie
et usagt drama
der handler om noget
og meget mere end det
om endnu mere
af det gode og det onde
af det der gør så ondt
og det der kunne være så godt

det jeg kan se når jeg kigger på dig
er selvlysende og skrigende gråt
en depression i neon
en pulserende rytme
der pumpes med natbusserne
helt ud i de fjerneste afkroge
hvor regnen danser på rustne toge
der sidder fast ved endestationen

I danser hele tiden
det er farligt at stå stille
så dør I lidt igen
en dyb indånding

det er lidt som at puste til kalenderlyset
og derved trykke på en kosmisk pauseknap
det jeg kan mærke at du gør nu
er at din angst for netop denne knap
gør at du smider fjernbetjeningen ud
du vil gerne være normal
en film om en løve eller en hval
det skal ende lykkeligt
samme tid
samme sted
samme kanal

sammen med alle de andre
er det nogenlunde det du prøver på
du siger til dig selv
alle de ting de alle sammen har sagt før
det er det du ved, det er det man kan
det er ikke så meget andet
og det er også godt nok

det jeg kan fornemme at du tror
er at din verden hænger sammen
trygt, kvadratisk, praktisk, godt nok
velkendt plastik uden panik
intet håb, ingen trafik
efter endestationen
på steder der ikke findes
der står jeg

og jeg er et rigtigt menneske
jeg har ondt i mine knæ
det er ikke godt nok
det er mere
det er bedre

det er bedst

I har taget mig ud af en sammenhæng
og pustet mig op til en stor racistisk ballon
fordi mit indre barn ikke vil lade sig undertrykke
af andre menneskers religiøse madvaner

I har fjernet min fjollede ønskedrøm
min måske ligefrem kugleskøre katarsis
jeg er åbenbart blevet til det skilt der bliver viftet ivrigt med
af dem der finder tryghed i en eller anden offerrolle
af dem der skyder spurve med kanoner
og altid har fingeren på aftrækkeren

og nu er jeg en lindrende salve til den finger
før den begynder at klø igen
når mere eller mindre fiktive personer
snart begynder at dø igen
så er jeg den store Satan
der træder på de små uskyldige minoriteter
eller

nu er jeg Hitler
eller

i det mindste en lidt yngre
og lidt mindre bornholmsk udgave
af Mogens Glistrup

jeg kan være arisk psykopat i brun skjorte marcherende
jeg kan være en gnaven gammel mand på Borgen regerende
jeg kan være både fugl og fisk
altid frisk, klar til et hvilket som helst formål
klar til kamp

mod alt ondt
alt der er så dejligt firkantet selv om det er rundt
og jeg vil altid passe ind
i lige netop dit kringlede konspirationsspind
jeg er endnu en af de mange appelsiner og citroner
der bliver trukket op af hatten
eller lander i turbanen hos paranoide kujoner
jeg er den usynlige fjende
den mørke hætte trukket ned over hovedet
på sprogets soldater
der nu bliver tvangsfodret med frygtens oblater

dette er mit tildækkede legeme
dette er mit forgiftede blod
jeg er kun tekst
taget fuldstændig ud af kontekst
og som dette tarvelige måltid
skal jeg minde jer om hvem jeg engang var

før der blev pisset på min sukkermad
før der kom lort i lagkagen
og ætsende syre i mit brusebad
dengang var en rose en rose
og ikke et krøllet stykke karton
dengang en blå ballon havde sin egen facon
før den voksede sig større som en eller anden Disney-skurk
og gled ildevarslende ind over landet som det genopståede Hindenburg
før en enkelt fjer blev til legioner af nazi-høns
før de tre små grise havde horn og kunne flyve
før jeg ikke kunne andet en lyve
når jeg pegede på en stol og sagde:

se
det er en stol
den kan du sidde på

se
nu er mine ord pludselig et toilet
noget du er nødt til at skide på
for at vide at de stinker

se
nu har du lavet racistisk salat
af fjollede skinker

du har ondt i min ryg
jeg låner tanken om din sofa
og nu lugter S-toget
ikke længere af øl

nu er det bedre end godt
al slentre så småt
på en eller anden tilfældig vej

i retning af dig

min sjæl er et krøllet hæfte
kasserede lektier aldrig afleveret
på rette kateter
jeg er brøker på bunden

tæl til dig selv
tæl dig ihjel
dage, uger, måneder, år
det hele rådner og forgår
men jeg består

mit slidte sind er skind og ben
jeg har for længst slagtet hesten
i dødedans til offerfesten
hvor mit navn er det eneste
der ikke står på gæstelisten

jeg er de forbudte trin
støvletramp i paradis
en march under sorte faner
et ekko af stål og støv
hvirvlet op i skyer tynget af tegn
på råb og skingre skrig
på håb og regn

i syndflodens deprimerende nedbør
køres kolde kroppe væk i rusten trillebør
i skyggen af bunker af kød
slukkes den sidste glød

nu er det nat
en evig vidunderlig nat
hjerter og hjerner kigger stjerner
fluerne fjerner
de sidste rester af blod og tvivl

og her står jeg så
som en stirrende statue parkeret
jeg er knapt nok interesseret
i ormene under min hud
jeg kan mærke dem sulte
og jeg kan lide det

det gør det hele lettere at bære
vægten af verden og vinden rør mig ikke
en storm i et glas vand
en orkan i en karton koldsved
prikker bare til mig
som kviste fra Yggdrasil
i forbifarten

på vej tilbage
mod fryd og gammen
sodavand og kage
jeg vil også være et lykkeligt menneske
en bare nogenlunde tilfreds primat
uden angst og ondt i ryggen
uden tørst og tårer
udenfor

i skove der tager det roligt
ved kanten af dybe søer
på toppen af bakker, på hverdage
på grund af et lys

jeg vil gerne tro på at jeg findes
jeg vil så meget mere end det
foldes ud som en åben bog
der bladres når det blæser
og i denne konstante kuling vil jeg vente

på en læser

du er det der gør
at jeg tør
få våde fødder
om vinteren

du er modet i musklerne
når ben møder frost
styrken til at stampe
sten af skoen
sne af støvler
til at tage de nødvendige skridt
i det vilde ridt
videre

ingen skygger af skyer
håbet blåt lagt over byer
landet summer af lys

blomster bryder frostens greb
frugten af en vinters tab
falder ikke forgæves