Stå ikke ved min grav

Jeg har gendigtet Mary Frye’s smukke digt, “Do not stand on my grave and weep”. Min gendigtning optræder i en bog, der hedder “White feathers visdom”. Jeg gendigtede oprindeligt digtet på dansk til forældrene til en lille pige, der døde 13 måneder gammel:

Stå ikke ved min grav og sørg over mig,
jeg er der ikke, jeg sover ej.
jeg er forårets milde og lune luft,
jeg er sommerens sødeste blomsterduft,
jeg er blade, der falder i efterårsskoven,
jeg er snefnug, der daler så tyst fra oven,
jeg er solen, der varmer din kølige kind,
jeg er skyen, der blæses bort af en vind,
jeg er skyggen, der falder på modne bær,
jeg er nattens strålende stjerneskær.
Du kan høre min stemme i havets brus,
min tindrende latter i vindens sus,
se mine øjne i bølgende vand,
og læse mit navn i det hvide sand.
Inden du vågner i morgenstunden,
vil jeg kysse dig blidt og sødt på munden,
så du smiler og mærker, jeg er dig nær,
at jeg aldrig forsvinder, men bliver her.
Stå ikke ved min grav og græd over mig,
jeg er der ikke, jeg døde ej!

2 Kommentarer til “Stå ikke ved min grav”

  1. Forunderligt at en tekst som denne i hvert fald en stund kan få sorgen til at sprænge sig ud i livet. Katharsis, på sigt..

  2. will most siger:

    Stærkt og sandt
    Den som har mistet
    begræder sit savn
    og det at blive efterladt
    Den som er borte
    er på vej et andet sted hen

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.