LIVE REVIEW: Franz Ferdinand, Store Vega, 01.09.2018

Franz Ferdinand er kunstnerne med hitsne. Gennem årene har de holdt deres underlag på indie rock charts og på festivalkredsen, og nu 15 år efter at de først sagde, at de ønskede at tage dem ud, fandt de måder at udvikle fortsæt med at spille hitsene.

Deres show hos Store Vega er første gang deres nye line-up er kommet til byen, med en ny guitarist og synths nu en permanent snarere end lejlighedsvis del af deres præstationer. Det afspejler synth pop retningen deres musik har flyttet ind i løbet af de sidste par albums, udfasning deres straight post-punk crunch. Den nye line-up har også tilladt sanger Alex Kapranos at forlade sin guitar mere til siden. Ikke at han nogensinde var stagnerende performer, men twirls, hoppene, alle de teatralske bevægelser er blevet forstærket, da han har lov til at tage sin mikrofon og bevæge sig rundt.

Franz Ferdinand bor hos Vega Copenhagen

Men afgørende er det sjovt blandt alle charme og poser. Franz Ferdinand er unabashed sjov. Sættet er høj energi på scenen og off; gulvene vibrerer som mængden matcher Kapranos hoppe for at hoppe under “The Matter of the Matinée”. Spillet til at være rockstjerner – kalder sig rockstars (i sammenhæng med rockstjerner er “dovne fuckers”) – men så falder ikke til klichéer om at spare “Ønsker du at” eller “Tag mig ud” for kanten eller endda den sidste sang før kanten.

Franz Ferdinand forstår deres publikum. De forstår, at de kan tempo et show med de største hits i midten af ​​sættet. De forstår indvielsen af ​​de mennesker, der kommer til at se dem: Kapranos råber børnene ud på skinnen, der rejste fra andre lande for at være der, og folk kender ordene til nye sange som “Altid stigende” og “Lazy Boy” som de ved alle klassikerne.

Det er med denne forståelse af deres publikum og en smule rockstar opstilling, at sættet lukker med en udstrakt version af “This Fire.” For det første er det en udvidet støjfyldt solo, der trækker den ud, så ruller den i afsked fra bandet til publikum (komplet med den ting, hvor alle knepper ned på gulvet og derefter hopper op, når musikken rammer en crescendo). De er rockstjerner. De elsker sideantrykket, de elsker tilbedelsen, og de elsker klart hvad de laver. Publikum elsker også det også.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *